Gamle Testamente

Nye Testamente

Esajas 7:1-11 Bibelen på Hverdagsdansk (BPH)

1. Mens Ahaz, der var søn af Jotam og sønnesøn af Uzzija, var konge i Judariget, udbrød der krig. Arams kong Retzin og Israels kong Peka, Remaljas søn, angreb Jerusalem, men de var ikke i stand til at indtage byen.

2. Dengang Ahaz havde fået meddelelse om, at Aram havde allieret sig med Israel, blev han og hans folk grebet af panik. De rystede af skræk, som skovens træer skælver for vinden.

3. Da sagde Herren til Esajas: “Tag din søn Shear-Jashub med dig og gå ud og mød Ahaz ved enden af vandledningen, hvor den kommer ned fra Øvredammen, ved vejen til vaskepladsen.

4. Sig til Ahaz: Hold op med at bekymre dig! Du skal ikke frygte for Retzins og Pekas vrede, for de er som to udbrændte stykker træ.

5-6. Arams og Israels konger har allieret sig imod dig for at skræmme livet af Judas befolkning. De har til hensigt at bane sig vej til Jerusalem og gøre Tabeals søn til konge i stedet for dig.

7. Men Gud Herren siger, at deres plan ikke vil lykkes,

8-9. for aramæerne sætter deres lid til hovedstaden Damaskus, og Damaskus sætter sin lid til kong Retzin, mens Israels folk sætter deres lid til hovedstaden Samaria, og Samaria sætter sin lid til kong Peka. Men inden 65 år er gået, vil Israels rige være knust og folket spredt for alle vinde. Og hvis I ikke sætter jeres lid til mig, bliver I heller ikke skånet!”

10. Esajas fortsatte med følgende budskab til kong Ahaz:

11. “Bed Herren om at give dig et tegn—enten nede fra dødsriget eller oppe fra himlen—for at bekræfte, at det skal ske, som han har sagt. Hvad vælger du?”

Læs fyldestgørende kapitel Esajas 7