Gamle Testamente

Nye Testamente

Esajas 65:8-17 Bibelen på Hverdagsdansk (BPH)

8. “Men jeg vil ikke udslette jer alle,” siger Herren. “På en rådden drueklase kan man altid finde enkelte gode druer, der ikke fortjener at blive kasseret. Jeg har da også fundet sande Guds tjenere i Israel, og dem vil jeg ikke lade gå til grunde sammen med de andre.

9. Jeg vil frelse en rest af Israels folk og Judas efterkommere. Mine udvalgte, som tjener mig, skal arve landet og bo der.

10. Saronsletten bliver græsmarker for deres får, og i Akors dal vil deres kvæg ligge og tygge drøv. Det lover jeg dem af mit folk, som søger mig.

11. Men I, som har svigtet mig og mit tempel og i stedet tilbeder lykkeguden og skæbneguden,

12. jeres skæbne bliver sværdhug, og jeres lykke bliver at knæle til nedslagtning. For da jeg kaldte, svarede I ikke, og da jeg talte, hørte I ikke efter. I syndede bevidst for øjnene af mig og valgte at handle stik imod min vilje.”

13. Derfor siger Gud Herren: “I skal sulte, men de, der tjener mig, skal spise. I skal tørste, men de skal drikke. I skal hænge med hovedet i skam, men de skal glæde sig.

14. I skal græde af sorg og jamre i fortvivlelse, men de skal juble af fryd.

15. Mine udvalgte vil huske jer som dem, der blev forbandet og dræbt af Herren. Mine tjenere får en bedre fremtid.

16. Til den tid vil I igen begynde at bruge mit navn, når I aflægger en ed eller udtaler en velsignelse, for jeg er en trofast Gud. Da vil de gamle problemer være glemt og ikke længere huskes.

17. Hør her! Jeg vil skabe en ny himmel og en ny jord, og man vil ikke huske det gamle mere.

Læs fyldestgørende kapitel Esajas 65