Gamle Testamente

Nye Testamente

Esajas 58:5-14 Bibelen på Hverdagsdansk (BPH)

5. Tror I virkelig, det er den form for faste, jeg er ude efter: at I sulter jer selv, hænger med hovedet, klæder jer i sæk og dækker jer med aske? Er det, hvad I forstår ved faste? Tror I, jeg kan acceptere den slags?

6. Nej, den slags faste jeg ønsker, er, at I sætter de uretfærdigt anklagede fri, at I fjerner slavernes tunge byrder, at I løser de undertrykte fra deres lænker,

7. at I deler jeres mad med de sultne, at I giver husly til de hjemløse, at I sørger for tøj til dem, som intet har, og i det hele taget gør, hvad I kan for at afhjælpe de behov, der findes lige omkring jer.

8. Hvis I gør det, vil det lysne for jer, som når morgenrøden bryder igennem, og jeres redning vil komme i hast. Jeres godhed vil gå foran jer og min herlighed slutte op om jer bagfra.

9. Så vil jeg høre jer, når I kalder på mig. Så snart I råber om hjælp, griber jeg ind.Hvis I holder op med at undertrykke de svage, standser jeres falske anklager og lader være med at sprede onde rygter,

10. hvis I giver de sultne mad og hjælper dem, der er i vanskeligheder, så skal jeres lys skinne i mørket, og mørket omkring jer skal vige som ved højlys dag.

11. Og jeg vil altid lede jer og mætte jer med gode gaver. Jeg vil styrke jeres helbred, så I bliver som en frugtbar have, som en kilde, der aldrig tørrer ud.

12. Så vil jeres efterkommere genopbygge de byer, som nu ligger i ruiner, og I vil blive kendt som dem, der genrejser nedrevne bymure og gør ruiner til beboelige huse.

13. Hvis I holder sabbatsdagen hellig og undgår at bruge den til selviske formål, men glæder jer over min hellige dag og gør den til en festdag, hvor I ikke plejer jeres egne interesser,

14. så vil I opleve den glæde, jeg giver, få del i velsignelsen og nyde det skønne land, jeg lovede jeres forfar Jakob.” Herren har talt!

Læs fyldestgørende kapitel Esajas 58