Gamle Testamente

Nye Testamente

Esajas 50:1-7 Bibelen på Hverdagsdansk (BPH)

1. Hør, hvad Herren siger: “Var det, fordi jeg manglede penge, at jeg solgte jer som slaver og lod et fremmed folk føre jer bort? Eller er det min skyld, at vi er blevet skilt, mit folk? Nej, det var jeres mange synder, som gjorde, at I blev solgt. Jeres ulydighed var skyld i, at vi måtte skilles.

2. Hvorfor var der ingen i huset, når jeg kom hjem? Hvorfor var der ingen, der svarede, når jeg kom til døren og kaldte?Har jeg ikke magt nok til at føre jer hjem igen? Med et ord kan jeg tørlægge havene og gøre floder til ørken, så fiskene dør af tørst og ligger rådne overalt.

3. Jeg er den, der klæder universet i mørke og lægger et dække over jorden om natten.”

4. Gud Herren lærer mig, hvad jeg skal sige, så mine ord kan styrke de trætte. Hver morgen vækker han mig og giver mig indsigt i sin vilje.

5. Gud Herren har givet mig åbne ører, jeg lytter til ham og adlyder hans ord. Jeg kommer ikke med indvendinger eller dårlige undskyldninger.

6. Jeg er blevet pisket, revet i skægget, spyttet i ansigtet, ja, hånet på alle måder.

7. Men Gud Herren er med mig og hjælper mig. Han skuffer mig ikke. Derfor bliver jeg ved med at gøre hans vilje, for jeg ved, at det er umagen værd.

Læs fyldestgørende kapitel Esajas 50