11. Ve jer, I, som fylder jer med øl fra tidlig morgen og fester med vin til langt ud på natten.
12. Til musik fra citar og harpe, pauke og fløjte skænker I op til jer selv, men Herren skænker I ikke en tanke. I ænser ikke hans hænders værk.
13. Han sender sit folk i eksil, for de er uden forstand. De fornemme iblandt jer vil dø af sult, og menigmand vil gå til af tørst.
14. Graven åbner sit grådige gab, dødsrigets dyb er rede til at opsluge rige som fattige, ja hele den lystige, larmende hob.
15. Mennesker ydmyges og bøjes i støvet. De stolte slår blikket ned.
16. Kun Herren, den Almægtige, står oprejst, ophøjet i sin retfærdighed og hellighed.
17. Fårene græsser mellem ruinerne, gederne gør sig til gode i de riges forladte huse.
18. Ve jer, I, som ikke vil opgive jeres synd, men holder fast ved løgn og bedrag,
19. som håner Herren og siger: “Skynd dig at gøre noget, så vi kan se, hvad du kan! Lad os se, om Israels Hellige gør alvor af sine trusler!”
20. Ve jer, I, der påstår, at det rigtige er forkert, og det onde godt, at sort er hvidt, og rent er beskidt, at det sure smager sødt, og det søde surt.
21. Ve jer, I, der tror, at I er så kloge og skarpsindige.
22. Ve jer, I, der praler af jeres drikkeri og kappes om, hvem der kan drikke mest.
23. I tager imod bestikkelse, frikender den skyldige og berøver den uskyldige sin ret.
24. Som halm fortæres af flammer, som strå synker sammen i ilden, sådan skal det gå med jer. Jeres livsgrundlag skal rådne som rødder i jorden, jeres velstand visne som blomster, for I har forkastet Herrens befalinger, foragtet Israels Guds tale.
25. Derfor kommer Guds vredes ild imod hans folk. Derfor løfter han sin hånd og slår jer, så bjergene skælver, og ligene hober sig op i gaden som snavs. Men hans vrede er ikke dermed forbi, hans hånd er stadig løftet til slag.