9. Til dem, der er fanget i mørket, skal du sige: ‘Kom ud i friheden.’ Jeg vil lede dem, som en hyrde leder sine får. På vejen hjem vil de finde græs langs vejene og på de øde skråninger.
10. De skal hverken sulte eller tørste eller plages af den bagende sol og den brændende ørkenvind, for Herren har omsorg for dem og fører dem til friske kilder.
11. Jeg udjævner højene og fylder dalene op, så der bliver en farbar vej for mit folk.
12. Se, nogle kommer langvejsfra. De kommer fra nord og fra vest, ja helt fra Aswan i syd.”
13. Syng af glæde, I himle! Råb af fryd, du jord! Bryd ud i jubelsang, I bjerge! For Herren trøster sit folk, han er barmhjertig mod de magtesløse.
14. Jerusalem klager sin nød og siger: “Herren har svigtet mig. Han har helt glemt mig.”
15. Men Herren svarer: “Aldrig i livet! Kan en mor glemme sit spædbarn? Kan hun holde op med at elske det barn, hun har født? Selv om hun kunne, så kan jeg aldrig svigte dig!
16. Se, jeg har skrevet dit navn i min hånd, og jeg ser hele tiden dine nedbrudte mure for mine øjne.
17. Snart kommer dine børn tilbage, mens de, der ødelagde dig, går deres vej.
18. Se dig omkring. Ser du ikke, hvordan de gør sig klar og er på vej? Så sandt jeg lever, siger Herren, skal du glæde dig over dine nye indbyggere, som en brud glæder sig over sine smykker.
19. Du lå hærget og folketom hen med ruinhobe og stendynger. Men snart kniber det med pladsen til dine beboere. Fjenderne, der ødelagde dig, er borte.