Gamle Testamente

Nye Testamente

Esajas 43:14-25 Bibelen på Hverdagsdansk (BPH)

14. Herren, jeres Befrier, Israels hellige Gud, siger: “For jeres skyld sender jeg en mægtig hær mod Babylon. Jeg nedbryder alle byens porte, så deres jubel vendes til jammer.

15. Jeg er Herren, den Hellige, Israels Skaber og jeres Konge!”

16. Herren banede en vej gennem vandet og førte sit folk uskadt over havets bund.

17. Han lokkede Egyptens hær derud med alle dens heste og stridsvogne. De segnede og rejste sig aldrig igen. De døde, gik ud som et lys.

18. Herren siger: “Glem bare fortiden og lad være med kun at tænke på, hvad der skete dengang.

19. For nu vil jeg gøre noget helt nyt! Det spirer frem allerede. Ser I det ikke? Nu baner jeg en vej gennem ørkenen og lader vandstrømme bryde frem i ødemarken.

20. De vilde dyr vil takke mig, selv sjakalen og strudsen. For jeg lader vand vælde frem i vildmarken og kilder springe frem i ørkenen, så mit udvalgte folk kan få slukket deres tørst.

21. Det folk, som jeg skabte til min ære, skal fortælle om min herlighed.

22. Men det var ikke mig, I søgte hjælp hos, Jakobs børn. I blev trætte af mig, Israels folk.

23. I ofrede ingen lam til mig og ærede mig ikke med offerdyr, skønt jeg ikke stillede urimelige krav om høstofre og røgelsesofre.

24. Alligevel købte I ikke vellugtende røgelse til mig eller lod mig nyde offerdyrenes fedt. Nej, I bragte mig kun jeres synder og trættede mig med jeres overtrædelser.

25. Men jeg vil af egen fri vilje og for min egen skyld tilgive jeres synder og ikke mere mindes dem.

Læs fyldestgørende kapitel Esajas 43