Gamle Testamente

Nye Testamente

Esajas 42:7-19 Bibelen på Hverdagsdansk (BPH)

7. Du skal åbne de blindes øjne og sætte dem i frihed, som er fanget i fortvivlelsens mørke.

8. Jeg er Herren, det er mit navn! Ingen afguder kan sammenlignes med mig, og det er mig og ikke dem, der skal æres.

9. Alt, hvad jeg forudsagde, er gået i opfyldelse. Nu vil jeg forudsige nye ting. Jeg fortæller jer, hvad der vil ske, før det sker.”

10. Syng en ny sang for Herren! Lad lovsang lyde overalt på jorden! Syng, du hav! Syng, alle I, som bor i fjerne lande!

11. Syng med, I ørkenbyer, Kedars lejre og Selas beboere! Stem i, alle I, som bor i bjergene!

12. Lad alle give Herren ære, lad de fjerne lande synge hans pris!

13. Herren står frem som en vældig kriger og viser sin vrede. Han udstøder et voldsomt krigsråb og udfordrer sine fjender til kamp.

14. “Længe har jeg forholdt mig tavs og lagt bånd på mig selv,” siger Herren. “Men nu giver jeg luft for min vrede, skriger som en fødende kvinde.

15. Jeg gør bakker og bjerge øde, afsvider alle grønne planter. Jeg stopper flodernes vandstrømme og lader vandhullerne tørre ud.

16. Jeg fører mit blinde folk ad veje, de aldrig før har gået. Jeg sender mit lys ind i det mørke, de befinder sig i, og jeg jævner vejen foran dem. Jeg lader dem ikke i stikken, men opfylder mine løfter.

17. De, som tror på afguderne og sætter deres lid til dem, skal skamfulde trække sig tilbage.

18. I døve, hør efter! I blinde, luk øjnene op!

19. Hvem er mere blind end mit eget folk, som skulle være mit sendebud? Hvem er mere døv end min udvalgte tjener?

Læs fyldestgørende kapitel Esajas 42