14. “Længe har jeg forholdt mig tavs og lagt bånd på mig selv,” siger Herren. “Men nu giver jeg luft for min vrede, skriger som en fødende kvinde.
15. Jeg gør bakker og bjerge øde, afsvider alle grønne planter. Jeg stopper flodernes vandstrømme og lader vandhullerne tørre ud.
16. Jeg fører mit blinde folk ad veje, de aldrig før har gået. Jeg sender mit lys ind i det mørke, de befinder sig i, og jeg jævner vejen foran dem. Jeg lader dem ikke i stikken, men opfylder mine løfter.
17. De, som tror på afguderne og sætter deres lid til dem, skal skamfulde trække sig tilbage.
18. I døve, hør efter! I blinde, luk øjnene op!
19. Hvem er mere blind end mit eget folk, som skulle være mit sendebud? Hvem er mere døv end min udvalgte tjener?
20. I har set mange undere, men er ikke blevet klogere. I har hørt mange ord fra mig, men endnu ikke fattet dem.”
21. Herren er retfærdig, og han ønskede at vise sin storhed gennem sine love.
22. Men Israels folk blev udplyndret, fanget og lagt i lænker. De blev fjendernes bytte, og ingen reddede dem.
23. Er der ingen, som vil tage ved lære af fortiden, så de kan se, hvad der vil ske i fremtiden?
24. Hvem var det, som udleverede Israel til røvere og voldsmænd? Det var Herren selv, ham, som vi syndede imod, for vi nægtede at følge hans veje og adlyde hans love.
25. Derfor måtte han vise sin vrede imod sit folk og lade dem bukke under i krig. Men selv da ødelæggelsen var over dem, ville de ikke tage ved lære og erkende deres synd.