Gamle Testamente

Nye Testamente

Esajas 40:21-31 Bibelen på Hverdagsdansk (BPH)

21. Ved I ikke, hvem Gud er? Har I ikke forstået det? Har det ikke kunnet ses fra verdens skabelse?

22. Herren troner højt over himmel og jord. I hans øjne er menneskene små som myrer. Han udspændte himmelhvælvingen som en baldakin, universet satte han op som et telt.

23. Han gør jordens stormænd og herskere til intet.

24. De er som planter, der knap når at slå rod og vokse op, før han ånder på dem, så deres livsværk visner, og de fejes bort af vinden.

25. “Hvem vil I sammenligne mig med?” spørger den hellige Gud. “Hvem er min ligemand?”

26. Se op mod himlen! Hvem skabte stjernerne? Som en hærfører, der mønstrer sin hær, holder Herren styr på stjernernes tal. Han kender alle deres navne. Ikke en eneste mangler. Så stor er hans magt.

27. Israel, hvordan kan du sige, at Herren har glemt dig og ikke ænser dine lidelser?

28. Ved du ikke, hvem Gud er? Har du ikke forstået det? Herren er den evige Gud, som har skabt den vide jord. Aldrig bliver han træt eller udmattet. Hans visdom er ufattelig.

29. Han giver den trætte ny kraft og den svage ny styrke.

30. Selv unge mænd kan blive udmattede, selv de stærkeste har en grænse.

31. Men de, der søger hjælp hos Herren, får ny styrke, som ørnen får nye svingfjer. De løber uden at blive trætte, de vandrer uden at blive udmattede.

Læs fyldestgørende kapitel Esajas 40