1. Ve dig, Ariel, byen, som David belejrede og indtog. År efter år bringer du dine ofre. Fortsæt du blot med dine højtider,
2. men en dag kommer dommen over dig, og da vil du græde og sørge. Da bliver du virkelig Ariel, for du bliver som et alter, oversprøjtet med blod.
3. Jeg omringer dig og belejrer dig, som David gjorde, jeg omgiver dig med volde og angrebsramper.
4. Fra det dybe taler du da, mumler fortvivlet i støvet. Din stemme kommer fra graven, svag som en dødnings røst.
5. Men dine fjender skal knuses til støv, tyrannerne spredes som avner for vinden.
6. Pludselig kommer Herren, den Almægtige, over dem med torden, jordskælv, storm og ild.
7. Da skal alle de folk, som fører krig mod Jerusalem og kæmper imod Ariel, selv opleve et mareridt.
8. Som den sultne drømmer om mad, men stadig er sulten, når han vågner, og som den tørstige drømmer om vand, men vågner lige tørstig, sådan skal det gå alle dine fjender.
9. I er blevet tåber, I er blevet blinde! I er omtågede, men ikke på grund af vin. I raver fortumlede omkring, men ikke på grund af øl.
10. Herren har gjort jer åndeligt sløve. Profeterne og seerne, som skulle være jeres åndelige øjne, ser intet.
11. For jer er et profetisk budskab som ordene i en lukket bog. Giver man bogen til en, der kan læse, og siger: “Vær venlig at læse!” siger han bare: “Det kan jeg ikke. Bogen er jo lukket med segl!”