4. Men nu må Sidon, den prægtige havneby, skamme sig over sit tab. Nu jamrer havet: “Jeg er som en kvinde uden børn. Mine sønner og døtre er borte.”
5. Når Egypten hører, hvordan det er gået Tyrus, bliver der stor sorg.
6. I vil jamre, kystboere, og prøve at rejse over til Tarshish.
7. Nu ligger jeres ældgamle og engang så blomstrende by i ruiner, den by, hvorfra I drog ud over havet til fjerne egne.
8. Hvem lod en sådan katastrofe ramme Tyrus, den magtfulde by, hvis handelsfolk blev stenrige stormænd?
9. Herren, den Almægtige, gjorde det for at ydmyge de stolte og nedbøje dem, der sætter deres lid til jordisk rigdom og pragt.
10. Nu må I dyrke jorden, som de gør langs Nilen, for det er forbi med skibshandelen.
11. Herren rakte hånden ud over havet, og jordens riger rystede. Han lod fjendtlige folkeslag tilintetgøre Fønikiens fæstning og forsvar.
12. Han sagde: “Du ligger ilde tilredt, Sidon, der er intet at juble over mere. Rejs bare over til Cypern, men heller ikke der vil du opleve fred.”