Gamle Testamente

Nye Testamente

Esajas 22:6-18 Bibelen på Hverdagsdansk (BPH)

6. Der er bueskytter fra Elam, kavaleri fra Aram og fodfolk fra Kir med løftede skjolde.

7. De dejlige dale fyldes med stridsvogne, og rytterne presser sig på ved portene.

8. Men Judas skæbne blev afgjort allerede dengang, I løb til det kongelige rustkammer efter våben.

9-11. I så, at Jerusalems mur var fuld af revner. I undersøgte husene og rev nogle af dem ned for at få sten til at udbedre muren. I samlede vand i den nedre dam mellem de to mure ved at udgrave den gamle dam. Men I satte ikke jeres lid til Herren, som skabte det alt sammen, ham, som står bag det hele.

12. Herren, den Almægtige, kaldte jer til at græde og sørge. Han bad jer rage håret af som tegn på, at I sørgede over jeres synder, og til at klæde jer i sæk og aske for at vise jeres anger.

13. Men I holdt gilde og morede jer, I sang, dansede og lo, I slagtede okser og får, spiste kød og drak vin. “Lad os spise og drikke,” råbte I, “for I morgen skal vi dø!”

14. Men Herren, den Almægtige, har fortalt mig, at den synd ikke skal tilgives jer, så længe I lever. Det er Herrens egne ord.

15. Herren, den Almægtige, sendte mig til kongens slotsforvalter, Shebna, med følgende besked:

16. “Hvem tror du, du er? Hvorfor udhugger du dig et fornemt gravkammer her i byen, en smuk bolig højt oppe på klippevæggen?

17. Herren vil slynge dig langt bort, du stolte mand.

18. Han vil rulle dig sammen som en bold og kaste dig bort til et vidtstrakt land. Både du og dine smukke vogne skal føres bort, og du skal dø i det fremmede, for du har bragt skam over din herre.

Læs fyldestgørende kapitel Esajas 22