7-8. Jeres arme er lammet af frygt, og selv de modigste mænd ryster af skræk. Frygt og smerte sætter ind som veerne hos en kvinde, der skal føde. I stirrer hjælpeløse på hinanden, hede om ørerne.
9. Se, Herrens dag kommer, Herrens frygtelige vredesdag. Landet skal ødelægges, og alle syndere med det.
10. Der ses ingen stjerner på himlen, solen er formørket, månen skinner ikke.
11. Jeg, Herren, straffer verden for dens ondskab og de ugudelige for deres synd. Jeg knuser de stoltes overlegenhed og tyrannernes hovmod.
12. Når dommen er fuldbyrdet, er der ikke mange tilbage. Til den tid er mennesker sjældnere end det fineste guld.
13. I min vrede ryster jeg himlen, og jorden skal rokkes fra sin plads. Jeg, Herren den Almægtige, viser min vrede.
14. Som skræmte gazeller, som forvildede får, der er kommet bort fra deres hyrde, flygter enhver hjem til sit eget land.
15. Enhver, der bliver taget til fange, bliver gennemboret af sværdet.
16. Deres småbørn knuses for øjnene af dem, deres hjem bliver plyndret og deres kvinder voldtaget.
17. Jeg vækker nemlig medernes vrede imod det babyloniske rige. De kan ikke købe sig fri med guld og sølv.
18. Medernes pile rammer de unge, de har ingen medynk med børnene.
19. Det går Babylon, den herlige storby, den kaldæiske kulturs stolthed og pryd, som det gik Sodoma og Gomorra, dengang Herren sendte ild fra himlen.
20. Aldrig igen skal Babylon genopbygges og blive beboet. Selv nomaderne undgår at slå lejr der. Ingen hyrder søger nattely på det sted.
21. Kun ørkenens vilde dyr bor der, ugler tuder fra de forladte huse. Strudse slår sig ned, og vilde geder springer rundt på ruinerne.
22. I de tomme borge og fine paladser lyder ekkoet af hyæners og sjakalers hyl. Babylons dage er talte, dommens time er nær.”