19. Der bliver så få tilbage, at selv et barn kan tælle dem.
20. Til den tid skal den rest, som er tilbage af Israels og Judas folk, ikke længere støtte sig til assyrerne, som forrådte dem. I stedet skal de søge hjælp hos Herren, Israels hellige Gud.
21. Denne rest skal vende sig til den almægtige Gud.
22. Selv om Israels folk engang var talrigt som sandet ved stranden, vil kun få af dem vende tilbage. Herren er hellig og retfærdig, og han har besluttet at straffe dem.
23. Den almægtige Herre og Gud vil gennemføre sin beslutning om at lægge hele landet øde.
24. Derfor siger Herren, den Almægtige: “Mit folk, som bor i Jerusalem, I skal ikke være bange for assyrerne, der undertrykker jer, som egypterne gjorde engang.
25. Det kommer ikke til at vare længe. Om kort tid er min vrede imod jer forbi, og så vil jeg vende min vrede mod assyrerne og udrydde dem.”
26. Herren, den Almægtige, vil svinge sin pisk over dem, ligesom dengang midjanitterne blev slået ved Orebs klippe. Hans stav er udrakt over dem, som dengang han druknede den egyptiske hær i havet.
27. Han vil løfte byrden fra jeres skuldre og åget fra jeres nakke. I vil nægte at bære åg, fordi Herren har gjort jer så stærke.
28-29. Assyrerhæren rykkede frem til Ajjat og passerede gennem Migron. Ved Mikmas efterlod de en del af forsyningerne, hvorefter de marcherede over passet. Ved Geba slog de lejr for natten. Rama rystede af skræk, og indbyggerne i Sauls Gibea flygtede for livet.
30. Skrig af frygt, I folk fra Gallim, råb op, Laisha, stem i, Anatot!
31. Madmenas indbyggere flygtede, og Gebims indbyggere bragte sig i sikkerhed.
32. Fjendehæren nåede frem til Nob, hvor de slog lejr og nu truer med knyttede næver mod Jerusalem og Zions bjerg.
33. Men se! Herren, den Almægtige, fælder dem som grene, der hugges af træerne. Selv de stolteste stammer segner.
34. Der bliver lyst i skovens tykning. Som skovhuggeren fælder træerne på Libanons bjerge, sådan fælder den Almægtige sine fjender.