Gamle Testamente

Nye Testamente

Dommer 8:20-33 Bibelen på Hverdagsdansk (BPH)

20. Så sagde han til sin ældste søn Jeter: “Kom her hen og hug de to konger ned!” Men Jeter, der endnu kun var en stor dreng, havde ikke mod til det.

21. “Gør det selv, Gideon,” sagde Zeba og Salmunna. “Det er ikke noget for et barn.” Så huggede Gideon dem ned og tog de kostbare ornamenter, som deres kameler havde om halsen.

22. Nu sagde israelitterne til Gideon: “Du og dine efterkommere skal regere over os, for du har reddet os fra midjanitterne!”

23. Men Gideon svarede: “Hverken jeg eller min søn skal regere over jer. Herren skal være jeres Konge!”

24. Så tilføjede han: “En enkelt ting vil jeg dog bede jer om: at I alle sammen giver mig en ørering fra jeres krigsbytte.” Midjanitterne gik nemlig med guldringe i ørerne, for de var dygtige handelsfolk.

25. “Gerne,” svarede de og bredte et klæde ud på jorden, hvor de hver især lagde en ring fra deres krigsbytte.

26. Vægten af ringene alene beløb sig til næsten 20 kilo. Dertil kom de kostbare kamelornamenter, andre smykker, kongernes purpurfarvede dragter og de kæder, som kamelerne havde haft om halsen.

27. Af disse kostbarheder lavede Gideon en efod, som han anbragte i sin hjemby Ofra. Men israelitterne begyndte at tilbede efoden, som derfor blev årsag til fald for Gideon og hans familie.

28. Midjanitterne var nu besejret og udgjorde ikke længere nogen trussel for Israel. De næste 40 år var der fred i landet, så længe Gideon levede.

29-30. Efter sejren vendte Gideon tilbage til sin hjemegn, hvor han siden boede og fik 70 sønner, for han havde mange koner.

31. Han fik også en søn med en slavepige fra Sikem, og han kom til at hedde Abimelek.

32. Gideon døde som en meget gammel mand og blev begravet i familiegravstedet i Ofra, hvor Abiezers slægt kom fra.

33. Kort efter Gideons død begyndte israelitterne igen at dyrke kanaʼanæernes afguder. De gjorde Baʼal-Berit til deres gud

Læs fyldestgørende kapitel Dommer 8