Gamle Testamente

Nye Testamente

Dommer 7:7-19 Bibelen på Hverdagsdansk (BPH)

7. “Med disse 300 mænd vil jeg redde jer og besejre midjanitterne,” sagde Herren til Gideon. “Send alle de andre hjem!”

8. Så sendte Gideon de øvrige mænd hjem, men bad dem efterlade deres proviant og vædderhorn.

9. Om natten, mens midjanitterne sov trygt i deres lejr nede i dalen, sagde Herren til Gideon: “Stå op! Tag dine mænd og gå til angreb på midjanitterne, for jeg vil give dig sejr over dem.

10. Men hvis du er bange, kan du sammen med din våbendrager Pura snige dig ned til midjanitternes lejr

11. og lytte til, hvad der foregår. Det vil opmuntre dig og give dig mod til at gå til angreb.”I ly af mørket sneg Gideon og Pura sig nu af sted og nåede frem til udkanten af fjendens lejr.

12. Midjanitterne, amalekitterne og de øvrige ørkenfolk fra øst lå som en græshoppesværm ud over dalen—ja, de var talløse som sandet ved stranden, og der var flere kameler, end nogen kunne tælle.

13. Netop som Gideon listede sig hen til et telt, var en af krigerne derinde ved at fortælle en anden om en drøm, han havde haft: “Jeg drømte at et bygbrød kom rullende hen mod lejren. Det ramte et telt, væltede det og maste det fuldstændigt.”

14. Den anden kriger svarede: “Det kan kun betyde én ting: At Gud vil give israelitten Gideon sejr over hele vores hær.”

15. Da Gideon hørte den samtale, bøjede han sig i tilbedelse til Gud. Så skyndte han sig tilbage til sine mænd og råbte: “Op med jer! Herren vil give jer sejr over midjanitternes hær!”

16. Så delte han sine 300 mænd i tre grupper og gav hver af mændene et vædderhorn og en lerkrukke med en brændende fakkel i.

17-18. Så forklarede han dem sin slagplan.“Når vi har placeret os rundt om deres lejr,” sagde han, “og mændene i min gruppe støder i hornene, skal I gøre det samme i de to andre grupper og råbe: For Herren og for Gideon!”

19. Samme nat kort efter det første vagtskifte nåede Gideon og hans 100 mænd udkanten af midjanitternes lejr. Pludselig stødte de i hornene og knuste lerkrukkerne, så faklerne lyste op i natten.

Læs fyldestgørende kapitel Dommer 7