Gamle Testamente

Nye Testamente

Dommer 6:7-23 Bibelen på Hverdagsdansk (BPH)

7. at folket igen råbte til Herren om hjælp.

8. Da sendte Herren en profet til dem: “Hør hvad Herren, Israels Gud, siger til jer,” sagde han. “Jeg førte jer ud af fangenskabet i Egypten

9. og befriede jer fra egypterne og alle jeres modstandere. Jeg drev jeres fjender ud af Kanaʼans land og gav det til jer.

10. Jeg sagde til jer: ‘Jeg er Herren, jeres Gud. I må ikke dyrke amoritternes guder i landet, hvor I bor.’ Men I har ikke adlydt mig!”

11. Så kom Herrens engel og satte sig under egetræet i Ofra, der tilhørte Joash fra Abiezers slægt. Joashʼ søn Gideon var netop i færd med at tærske hvede i bunden af en vinperse for at skjule det for midjanitterne.

12. Herrens engel viste sig for Gideon og sagde: “Herren er med dig, stærke kriger!”

13. “Hvis Herren er med os, hvorfor går det os da så dårligt?” svarede Gideon. “Hvor er alle miraklerne, som vores forfædre fortalte os om? Sagde de ikke, at Herren gjorde en masse undere, da han førte dem ud af Egypten? Han må have forkastet os og overgivet os til midjanitterne!”

14. Da vendte Herren sig til Gideon og sagde: “Tag af sted med den styrke du har, og red Israel fra midjanitterne. Jeg sender dig!”

15. “Men Herre, hvordan skulle jeg kunne redde Israel?” svarede Gideon. “Vores slægt er den svageste i Manasses stamme—og jeg er den yngste i min familie!”

16. “Men jeg er Herren—og jeg er med dig! Du skal hugge midjanitterne ned alle som en!”

17. Gideon svarede: “Er det virkelig Herren? Utroligt, at han skulle komme til mig. Jeg vil gerne have et bevis på, at det virkelig er Herren, som taler til mig.

18. Vent her, indtil jeg kommer tilbage med en offergave til dig.” “Jeg bliver her, til du kommer tilbage,” lovede englen.

19. Gideon skyndte sig nu hjem, slagtede og tilberedte et gedekid, hvorefter han tog en stor pose mel og bagte brød uden surdej. Så lagde han kødet i en kurv, hældte suppen i en krukke og bar det ud til englen, som sad under egetræet.

20. Da sagde Guds engel: “Læg kødet og brødene på stenen derhenne og hæld suppen ud over det!”Gideon gjorde, som englen sagde,

21. og englen rørte kødet og brødene med sin stav. Ild flammede op fra stenen og fortærede det hele. Så var englen borte.

22. Så vidste Gideon, at det virkelig var Herrens engel, og han udbrød: “Ak, min Herre og Gud, det er ude med mig, for jeg har set Herrens engel ansigt til ansigt.”

23. Men Herren sagde: “Fred være med dig! Vær ikke bange. Du skal ikke dø.”

Læs fyldestgørende kapitel Dommer 6