27. Gideon vækkede straks ti af sine tjenere og gjorde, som Herren havde befalet. Han gjorde det om natten, hvor ingen kunne se det, for han var bange for sin families og sine naboers reaktion.
28. Da folk stod op om morgenen, opdagede de, at baʼalsalteret var revet ned og afgudspælen var væk. I stedet stod der et nyt alter med resterne af brændofferet ovenpå.
29. “Hvem har gjort det?” sagde folk til hinanden. Så spurgte de sig frem og fandt ud af, at det var Gideon.
30. “Udlever din søn til os!” råbte de til Joash. “Han skal dø, for han har revet baʼalsalteret ned og slået Asherapælen i stykker!”
31. Men Joash råbte tilbage: “Hvorfor forsvarer I Baʼal? Kan I måske redde ham? Den, som vil tale Baʼals sag, skal dø inden i morgen! Hvis Baʼal virkelig er en gud, så lad ham forsvare sig selv og straffe den, der har revet hans alter ned.”
32. Fra den dag gav man Gideon tilnavnet Jerubbaʼal, fordi han havde revet Baʼals alter ned.
33. Kort tid efter samlede midjanitterne, amalekitterne og flere andre ørkenfolk sig, gik over Jordanfloden og slog lejr på Jizreʼelsletten.
34. Da kom Herrens Ånd over Gideon og han blæste i vædderhornet for at kalde Abiezer-slægtens mænd til våben.
35. Derefter sendte han bud til hele Manasses stamme, og de sluttede op om ham. Også Ashers, Zebulons og Naftalis stammer fik besked, og de sluttede sig til dem.
36. Da sagde Gideon til Gud: “Hvis det virkelig er dit alvor, at du vil bruge mig til at redde Israel, sådan som du har lovet,
37. vil jeg bede dig om at give mig et tegn: I nat spreder jeg noget uld ud på tærskepladsens gulv. Hvis der så i morgen tidlig ligger dug på ulden, mens jorden udenom er tør, skal det være et tegn på, at du vil bruge mig til at redde Israel.”
38. Og sådan gik det: Da Gideon næste morgen stod op, var ulden så våd, at han kunne vride en hel skål vand ud af den!
39. Da sagde han til Herren: “Bliv ikke vred, Herre, men giv mig endnu et tegn: Denne gang skal ulden være tør og jorden udenom våd!”
40. Endnu en gang gjorde Gud, hvad han bad om: Næste morgen var ulden knastør, mens jorden udenom var våd af dug.