1. De israelitiske ledere havde under mødet i Mitzpa svoret på, at de aldrig ville lade deres døtre gifte sig med mænd fra Benjamins stamme.
2. Men efter slaget holdt de endnu et møde—denne gang i Betel—hvor de sørgede og græd for Herrens ansigt indtil aften.
3. “Herre, Israels Gud,” klagede de, “hvorfor skulle denne ulykke ramme os? Nu må vi savne en stamme i Israel!”
4. Næste morgen stod de tidligt op, byggede et alter og ofrede brænd- og takofre på alteret.
5. Da spurgte de hinanden: “Var nogen af Israels folk ikke repræsenteret under mødet i Mitzpa?” De havde nemlig svoret på, at hvis nogen nægtede at møde op, skulle de straffes med døden.
6. Men samtidig følte Israel medlidenhed med benjaminitterne og sagde: “Ak, en hel stamme er næsten totalt udryddet af Israel!
7. Hvordan skal vi skaffe koner til de få mænd, der er tilbage, når vi for Herrens ansigt har svoret på, at vi ikke vil lade vores døtre gifte sig med dem?”
8-9. Da de nu undersøgte, om nogen var udeblevet fra det omtalte møde i Mitzpa, opdagede man, at ingen fra Jabesh i Gilead havde været til stede.
10-11. Så sendte de en hær på 12.000 af de bedste soldater af sted med følgende besked: “Udryd alle indbyggerne i Jabesh med undtagelse af unge piger, som er jomfruer.”
12. Det gjorde de så, og de fandt 400 unge jomfruer. Disse piger blev ført til den israelitiske lejr i Shilo i Kanaʼans land.