6. og det lykkedes ham at undslippe, men israelitterne fangede ham og huggede hans tommelfingre og storetæer af.
7. “Jeg har selv behandlet 70 høvdinge på samme måde,” sagde kongen, “og jeg har ladet dem spise smulerne under mit bord. Nu gengælder Gud mig for, hvad jeg har gjort imod dem.” Derefter blev han ført til Jerusalem, hvor han blev til sin dødsdag.
8. Judas mænd angreb også Jerusalem, huggede indbyggerne ned og satte ild til byen.
9. Derefter rykkede de ud mod kanaʼanæerne i det sydlige højland, i Negev og på de vestlige bakkeskråninger.
10. De gik til angreb på kanaʼanæerne i Hebron, det tidligere Kirjat-Arba, og besejrede Sheshajs, Ahimans og Talmajs mænd.
11. De angreb også byen Debir, der tidligere hed Kirjat-Sefer.
12. Kaleb havde forinden sagt: “Den, der indtager Kirjat-Sefer, får min datter Aksa til kone.”
13. Otniel, der var søn af Kalebs yngre bror, Kenaz, erobrede byen og fik som belønning Aksa til kone.
14. Efter brylluppet bad Aksa sin mand om tilladelse til at tage hjem til sin far og bede om et stykke agerjord. Da hun kom derhen og stod af sit æsel, spurgte Kaleb hende: “Hvad kan jeg gøre for dig?”
15. “Velsign mig med en afskedsgave. Du har jo bortgiftet mig til det tørre sydland, så jeg har brug for nogle vandkilder.” Så gav Kaleb hende de øvre og de nedre kilder.
16. Dengang Judas stamme drog op fra Palmernes By, fulgte efterkommerne af Mosesʼ svigerfar med dem. De hed kenitterne, og de slog sig ned blandt de øvrige beboere i Negevs ørken syd for Arad.
17. Da Judas og Simeons mænd drog i kamp sammen, udryddede de kanaʼanæerne i Zefat og udslettede byen totalt. Derfor kaldes byen nu Horma.
18. Judas hær indtog også byerne Gaza, Ashkalon og Ekron med de omkringliggende områder.
19. Herren hjalp Judas stamme med at indtage højlandet, men de klarede ikke at få alle folkene i lavlandet drevet bort, fordi de havde stridsvogne af jern.