Gamle Testamente

Nye Testamente

Dommer 1:19-29 Bibelen på Hverdagsdansk (BPH)

19. Herren hjalp Judas stamme med at indtage højlandet, men de klarede ikke at få alle folkene i lavlandet drevet bort, fordi de havde stridsvogne af jern.

20. Kaleb havde nu fået Hebron, som Moses i sin tid havde lovet ham, og han fik jaget de folk bort, som boede der. De var efterkommere af Anaks tre sønner.

21. Benjamins stamme fordrev ikke alle jebusitterne fra Jerusalem. Derfor bor jebusitterne stadig i byen sammen med benjaminitterne.

22-23. Efraims og Manasses stammer angreb byen Betel, tidligere kaldet Luz, og Herren var med dem. De sendte først spioner af sted,

24. som fangede en mand, der var på vej ud af byen. De sagde så til ham: “Hvis du viser os, hvordan vi kommer ind i byen, vil vi skåne dit liv.”

25. Manden viste dem et smuthul, hvorefter hele byens befolkning blev hugget ned, med undtagelse af den mand og hans familie.

26. Senere flyttede han til hittitternes land og grundlagde der en by, som han kaldte Luz. Byen ligger der den dag i dag.

27. Manasses stamme fordrev ikke alle indbyggerne i Bet-Shan, Taʼanak, Dor, Jibleam og Megiddo og landsbyerne deromkring, for kanaʼanæerne var fast besluttet på at blive boende.

28. Senere, da israelitterne blev stærkere, gjorde de kanaʼanæerne til slaver, men de fik aldrig fordrevet dem fra landet.

29. På samme måde gik det for Efraims stamme. Kanaʼanæerne blev boende side om side med dem i Gezer.

Læs fyldestgørende kapitel Dommer 1