Gamle Testamente

Nye Testamente

Daniel 9:15-25 Bibelen på Hverdagsdansk (BPH)

15. Herre, vores Gud, du viste din vældige magt, da du i sin tid førte dit folk ud af Egypten, og det vil vi altid takke dig for. Alligevel svigtede vi dig, og vi er fulde af ondskab.

16. Herre, du har vist din trofasthed og nåde mod os mange gange. Derfor beder jeg dig nu om at vende din voldsomme vrede bort fra Jerusalem—din egen by, dit hellige bjerg! For som følge af vores synder og vores forfædres ondskab er Jerusalem og dit folk blevet til spot for de omkringboende folkeslag.

17. Hør din tjeners indtrængende bøn, Gud! For din egen æres skyld, Herre, genopret din helligdom, som i dag ligger øde hen!

18. Vend dit øre til mig og lyt til min bøn! Luk dine øjne op og se den vanære, der har ramt os og Jerusalem, din egen by! Vi beder om nåde, ikke fordi vi har fortjent det, men fordi du er barmhjertig.

19. Hør vores bøn, Herre! Tilgiv os, Herre! Lyt til os, Herre, og grib ind for din egen æres skyld. Det er jo dit folk og din by, det gælder.”

20. Således bad jeg til Herren, min Gud. Jeg bekendte min og mit folks synd og bad om genoprettelse for Jerusalem.

21. Mens jeg bad, kom Gabriel, som jeg havde set i mit tidligere syn, hen til mig. Det var ved den tid på dagen, hvor man plejede at bringe aftenofferet i Jerusalems tempel.

22. “Daniel,” sagde han, “jeg er kommet for at hjælpe dig til bedre at forstå det syn, du fik.

23. Gud sætter stor pris på dig! Så snart du begyndte at bede, blev jeg sendt af sted med en besked til dig. Hør derfor godt efter, hvad jeg fortæller dig, så du forstår betydningen.

24. Herren har tilmålt Jerusalem og Guds folk en periode på 70 gange 7 tidsenheder, så overtrædelserne kan ophøre, synden få ende, skylden blive betalt, en evig retfærdighed blive indført, det profetiske syn blive opfyldt, og den højhellige blive salvet.

25. Hør nu godt efter! Fra det tidspunkt, da befalingen om Jerusalems genopbyggelse udgår, indtil den salvede konge kommer, vil der gå 7 gange 7 tidsenheder. Og i en periode på 62 gange 7 tidsenheder skal Jerusalem genopbygges med gader og torve midt i krisetider.

Læs fyldestgørende kapitel Daniel 9