6. “Vi kan ikke finde noget at anklage ham for, hvad hans arbejde angår,” konstaterede de. “Men måske vi kan finde noget i hans gudsdyrkelse.”
7. I samlet trop gik de derfor til kongen og sagde: “Deres Majestæt længe leve!
8. Vi statholdere, guvernører, rådgivere og andre højtstående embedsmænd er blevet enige om, at De burde udstede en lov, som siger, at hvis nogen i de næste 30 dage beder en bøn til nogen anden end Dem—det være sig til en gud eller til et menneske—skal de kastes for løverne.
9. Vi opfordrer Dem til personligt at underskrive denne lov, så den ifølge medisk-persisk tradition ikke kan omstødes.”
10. Kong Dareios udstedte da en sådan lov.
11. Selvom Daniel vidste besked med den nye lov, gik han alligevel hjem og knælede, som han plejede, i det værelse ovenpå, hvor vinduerne stod åbne i retning af Jerusalem. Han blev ved med at bede og takke Gud tre gange dagligt, som han altid havde gjort.
12. De misundelige embedsmænd stormede da ind i Daniels hus og fandt ham i færd med at bede til Gud.
13. Straks gik de hen til kongen. “Deres Majestæt husker nok den lov, De lige har udstedt,” begyndte de. “Hvis nogen i de næste 30 dage beder en bøn til nogen anden end Dem—det være sig til en gud eller til et menneske—så skal de kastes for løverne.”“Jo,” svarede kongen, “det står fast efter den medisk-persiske tradition. Loven kan ikke trækkes tilbage.”
14. “Men Daniel, en af de bortførte judæere, er ligeglad med Dem og Deres lov. Han beder stadig til sin Gud tre gange om dagen.”