4. Daniel udviste større administrative evner end de andre statholdere og guvernører, for han sad inde med en helt speciel visdom, og kong Dareios overvejede at gøre ham til rigets øverste administrative leder.
5. De andre statholdere og guvernører blev derfor misundelige på Daniel, og de søgte at finde noget ved hans embedsførelse, som de kunne anklage ham for. Men de kunne ikke finde noget at kritisere, for Daniel var ærlig og ikke det mindste korrupt eller forsømmelig.
6. “Vi kan ikke finde noget at anklage ham for, hvad hans arbejde angår,” konstaterede de. “Men måske vi kan finde noget i hans gudsdyrkelse.”
7. I samlet trop gik de derfor til kongen og sagde: “Deres Majestæt længe leve!
8. Vi statholdere, guvernører, rådgivere og andre højtstående embedsmænd er blevet enige om, at De burde udstede en lov, som siger, at hvis nogen i de næste 30 dage beder en bøn til nogen anden end Dem—det være sig til en gud eller til et menneske—skal de kastes for løverne.
9. Vi opfordrer Dem til personligt at underskrive denne lov, så den ifølge medisk-persisk tradition ikke kan omstødes.”
10. Kong Dareios udstedte da en sådan lov.
11. Selvom Daniel vidste besked med den nye lov, gik han alligevel hjem og knælede, som han plejede, i det værelse ovenpå, hvor vinduerne stod åbne i retning af Jerusalem. Han blev ved med at bede og takke Gud tre gange dagligt, som han altid havde gjort.
12. De misundelige embedsmænd stormede da ind i Daniels hus og fandt ham i færd med at bede til Gud.
13. Straks gik de hen til kongen. “Deres Majestæt husker nok den lov, De lige har udstedt,” begyndte de. “Hvis nogen i de næste 30 dage beder en bøn til nogen anden end Dem—det være sig til en gud eller til et menneske—så skal de kastes for løverne.”“Jo,” svarede kongen, “det står fast efter den medisk-persiske tradition. Loven kan ikke trækkes tilbage.”
14. “Men Daniel, en af de bortførte judæere, er ligeglad med Dem og Deres lov. Han beder stadig til sin Gud tre gange om dagen.”
15. Da kongen hørte det, blev han meget ked af det og spekulerede på, hvordan han mon kunne redde Daniel. Hele resten af dagen prøvede han at finde en udvej til at hjælpe Daniel.
16. Om aftenen troppede mændene igen op hos kongen. “Deres Majestæt,” sagde de. “Vi vil gerne minde Dem om, at De ifølge medisk-persisk tradition ikke kan tilbagetrække en lov, De selv har underskrevet.”
17. Så blev Daniel hentet og kongen sagde til ham: “Gid din Gud, som du tjener så trofast, må redde dig ud af det her!” Derpå blev Daniel kastet ned til løverne,
18. og man hentede en stor sten, som blev lagt over løvekulens åbning. Til sidst forseglede kongen stenen både med det kongelige segl og regeringens segl, så det var umuligt at ændre noget i den sag.