14. “Men Daniel, en af de bortførte judæere, er ligeglad med Dem og Deres lov. Han beder stadig til sin Gud tre gange om dagen.”
15. Da kongen hørte det, blev han meget ked af det og spekulerede på, hvordan han mon kunne redde Daniel. Hele resten af dagen prøvede han at finde en udvej til at hjælpe Daniel.
16. Om aftenen troppede mændene igen op hos kongen. “Deres Majestæt,” sagde de. “Vi vil gerne minde Dem om, at De ifølge medisk-persisk tradition ikke kan tilbagetrække en lov, De selv har underskrevet.”
17. Så blev Daniel hentet og kongen sagde til ham: “Gid din Gud, som du tjener så trofast, må redde dig ud af det her!” Derpå blev Daniel kastet ned til løverne,
18. og man hentede en stor sten, som blev lagt over løvekulens åbning. Til sidst forseglede kongen stenen både med det kongelige segl og regeringens segl, så det var umuligt at ændre noget i den sag.
19. Derpå vendte kongen tilbage til paladset. Men han ville ikke spise, aflyste sin sædvanlige aftenunderholdning og lukkede ikke et øje hele natten.
20. Næste morgen ved daggry stod kongen op og skyndte sig hen til løvekulen.
21. Endnu inden han var nået helt derhen, råbte han sørgmodigt: “Åh, Daniel, du den levende Guds tjener! Mon den Gud, som du tjente så trofast, kunne redde dig fra løverne?”
22. Straks svarede Daniel: “Deres Majestæt længe leve!
23. Min Gud sendte en engel og lukkede løvernes gab, så de ikke kunne skade mig. I Guds øjne er jeg nemlig uskyldig, og jeg har heller ikke gjort noget forkert over for Dem, Deres Majestæt.”
24. Kongen var ude af sig selv af glæde. Han fik straks Daniel hejst op fra løvekulen. Ikke en skramme havde han fået, for han havde sat sin lid til Gud.
25. Men de mænd, som havde udtænkt den snedige plan, blev derefter på kongens befaling hentet og kastet i løvekulen sammen med deres koner og børn, og løverne kastede sig straks over dem og knuste deres knogler.
26. Efter den oplevelse udsendte kong Dareios en meddelelse til alle sine undersåtter fra de forskellige folkeslag, stammer og sprog:Alle gode ønsker fra kongen!
27. Jeg befaler hermed, at alle borgere i hele riget fremover skal vise respekt og ærefrygt for Daniels Gud. Han er den levende og uforanderlige Gud, hvis herredømme aldrig vil ophøre, og hvis magt aldrig vil få ende.