Gamle Testamente

Nye Testamente

Daniel 6:11-20 Bibelen på Hverdagsdansk (BPH)

11. Selvom Daniel vidste besked med den nye lov, gik han alligevel hjem og knælede, som han plejede, i det værelse ovenpå, hvor vinduerne stod åbne i retning af Jerusalem. Han blev ved med at bede og takke Gud tre gange dagligt, som han altid havde gjort.

12. De misundelige embedsmænd stormede da ind i Daniels hus og fandt ham i færd med at bede til Gud.

13. Straks gik de hen til kongen. “Deres Majestæt husker nok den lov, De lige har udstedt,” begyndte de. “Hvis nogen i de næste 30 dage beder en bøn til nogen anden end Dem—det være sig til en gud eller til et menneske—så skal de kastes for løverne.”“Jo,” svarede kongen, “det står fast efter den medisk-persiske tradition. Loven kan ikke trækkes tilbage.”

14. “Men Daniel, en af de bortførte judæere, er ligeglad med Dem og Deres lov. Han beder stadig til sin Gud tre gange om dagen.”

15. Da kongen hørte det, blev han meget ked af det og spekulerede på, hvordan han mon kunne redde Daniel. Hele resten af dagen prøvede han at finde en udvej til at hjælpe Daniel.

16. Om aftenen troppede mændene igen op hos kongen. “Deres Majestæt,” sagde de. “Vi vil gerne minde Dem om, at De ifølge medisk-persisk tradition ikke kan tilbagetrække en lov, De selv har underskrevet.”

17. Så blev Daniel hentet og kongen sagde til ham: “Gid din Gud, som du tjener så trofast, må redde dig ud af det her!” Derpå blev Daniel kastet ned til løverne,

18. og man hentede en stor sten, som blev lagt over løvekulens åbning. Til sidst forseglede kongen stenen både med det kongelige segl og regeringens segl, så det var umuligt at ændre noget i den sag.

19. Derpå vendte kongen tilbage til paladset. Men han ville ikke spise, aflyste sin sædvanlige aftenunderholdning og lukkede ikke et øje hele natten.

20. Næste morgen ved daggry stod kongen op og skyndte sig hen til løvekulen.

Læs fyldestgørende kapitel Daniel 6