Gamle Testamente

Nye Testamente

Daniel 6:1-13 Bibelen på Hverdagsdansk (BPH)

1. Efter Belshazzars død overtog mederen Dareios magten over det babyloniske storrige i en alder af 62 år.

2. Han opdelte riget i 120 provinser og indsatte en guvernør i hver provins.

3. Over dem satte han tre statholdere, som de skulle stå til regnskab for, så riget blev effektivt administreret. Daniel var en af dem.

4. Daniel udviste større administrative evner end de andre statholdere og guvernører, for han sad inde med en helt speciel visdom, og kong Dareios overvejede at gøre ham til rigets øverste administrative leder.

5. De andre statholdere og guvernører blev derfor misundelige på Daniel, og de søgte at finde noget ved hans embedsførelse, som de kunne anklage ham for. Men de kunne ikke finde noget at kritisere, for Daniel var ærlig og ikke det mindste korrupt eller forsømmelig.

6. “Vi kan ikke finde noget at anklage ham for, hvad hans arbejde angår,” konstaterede de. “Men måske vi kan finde noget i hans gudsdyrkelse.”

7. I samlet trop gik de derfor til kongen og sagde: “Deres Majestæt længe leve!

8. Vi statholdere, guvernører, rådgivere og andre højtstående embedsmænd er blevet enige om, at De burde udstede en lov, som siger, at hvis nogen i de næste 30 dage beder en bøn til nogen anden end Dem—det være sig til en gud eller til et menneske—skal de kastes for løverne.

9. Vi opfordrer Dem til personligt at underskrive denne lov, så den ifølge medisk-persisk tradition ikke kan omstødes.”

10. Kong Dareios udstedte da en sådan lov.

11. Selvom Daniel vidste besked med den nye lov, gik han alligevel hjem og knælede, som han plejede, i det værelse ovenpå, hvor vinduerne stod åbne i retning af Jerusalem. Han blev ved med at bede og takke Gud tre gange dagligt, som han altid havde gjort.

12. De misundelige embedsmænd stormede da ind i Daniels hus og fandt ham i færd med at bede til Gud.

13. Straks gik de hen til kongen. “Deres Majestæt husker nok den lov, De lige har udstedt,” begyndte de. “Hvis nogen i de næste 30 dage beder en bøn til nogen anden end Dem—det være sig til en gud eller til et menneske—så skal de kastes for løverne.”“Jo,” svarede kongen, “det står fast efter den medisk-persiske tradition. Loven kan ikke trækkes tilbage.”

Læs fyldestgørende kapitel Daniel 6