26. Tolv måneder senere, da jeg, kong Nebukadnezar, opholdt mig på taget af mit palads i Babylon,
27. udbrød jeg: “Se, hvor prægtig Babylon er blevet! Jeg har opført denne storslåede by og gjort den til min kongelige residens som et udtryk for min enestående magt og til ære for mig, som den store konge, jeg er.”
28. Endnu inden jeg havde talt færdig, lød der en stemme fra Himlen: “Det skal du vide, kong Nebukadnezar, at nu bliver kongedømmet taget fra dig!
29. Du vil blive udstødt af menneskenes samfund og kommer til at leve som et dyr og æde græs som kvæget. I syv år skal du leve på den måde, indtil du indser, at den almægtige Gud er Herre over alle jordens konger, og at han giver magten til hvem, han vil.”
30. Det varede ikke længe, før det hele gik i opfyldelse. Jeg blev udstødt af menneskenes samfund og måtte æde græs som kvæget. Jeg levede under åben himmel, til mit hår blev langt og stift som ørnefjer, og mine negle blev som fuglekløer.
31. Da syv år var gået, bad jeg Himlens Gud om nåde, og jeg fik min forstand igen. Da priste jeg den almægtige Gud og tilbad ham, som lever for evigt. Hans herredømme er evigt, og hans rige får aldrig ende.
32. Alverdens nationer er intet at regne i sammenligning med ham. Han råder over en hær af engle og gennemfører sin vilje blandt jordens folk. Ingen kan sætte sig op imod ham eller gå i rette med ham.
33. Jeg fik således min forstand igen og fik min tidligere kongelige ære og værdighed tilbage. Mine rådgivere og embedsmænd opsøgte mig, og jeg blev genindsat på tronen med endnu større magt og herlighed end før.
34. Derfor priser, ophøjer og ærer jeg, kong Nebukadnezar, i dag Himlens Konge. Alt, hvad han gør, er retfærdigt og godt, og han ydmyger dem, der fremturer i hovmod.