8-9. Da udbrød kongen: “Hør, I er kun ude på at trække tiden ud med den slags omsvøb. I ved jo godt, at jeg ikke er bange for at gøre alvor af min trussel. Sig mig nu, hvad jeg drømte, for det er kun på den måde, jeg kan være sikker på, at I virkelig kan tyde den.”
10. “Men, Deres Majestæt,” indvendte de, “der findes ikke det menneske på jorden, som kan gøre, hvad De forlanger! Aldrig har en konge krævet noget lignende af en drømmetyder!
11. Hvad De forlanger, er en umulighed! Ingen uden guderne kan vide, hvad De har drømt, og guderne bor ikke blandt dødelige mennesker.”
12. Deres svar gjorde kongen rasende, og han befalede, at alle vismænd i Babylonien skulle henrettes.
13. Dødsdommen blev bekendtgjort over hele landet, og der blev sendt mænd af sted for at lede efter Daniel og hans tre venner, så de også kunne blive henrettet.
14. Daniel henvendte sig da med kloge og velovervejede ord til Arjoch, chefen for kongens livvagt, som havde ansvar for henrettelsen.
15. “Hvorfor har kongen udstedt en så hård befaling?” spurgte han. Arjoch forklarede ham så, hvad der var sket.