34. Nogle få blandt befolkningen vil oprigtigt prøve at hjælpe dem, men mange andre vil slutte sig til dem for at udspionere dem.
35. Nogle af lederne vil blive fristet til at give op. Men modgangen vil resultere i, at de bliver renset og lutret inden afslutningen. Men den fastsatte tid for afslutningen kommer først senere.
36. Nordens konge gør præcis, som han vil. Han udnævner hovmodigt sig selv til at være den højeste gud og taler hånligt imod den almægtige Gud. En tid har han lykken med sig, men kun indtil Guds straf over Israels folk har nået sit mål, for det Gud har fastsat, må nødvendigvis ske.
37. Kongen forkaster både sine forfædres guder, kvindernes foretrukne gud og alle andre guder, og han hævder, at han er større end dem alle.
38. I stedet dyrker han fæstningsværkernes gud, som hans forfædre ikke kendte til, og han ofrer guld, sølv, juveler og andre kostbare gaver til den.
39. Ved hjælp af denne fremmede gud vil han angribe og nedbryde sine fjenders største fæstninger. Dem, der støtter ham, giver han ære og høje positioner, og han giver dem land som belønning.
40-41. I verdenshistoriens afsluttende fase prøver sydens konge kræfter med ham. Men nordens konge stormer imod ham med mængder af vogne, ryttere og krigsskibe. Han besætter mange lande og løber dem aldeles over ende—det gælder også Israel, det herlige land—mens Edom, Moab og Ammons ledere undslipper.
42. Egypten og mange andre nationer bukker under for ham.
43. Han tilraner sig alle Egyptens kostbarheder, guld- og sølvskatte, og folk fra Libyen og Kush bliver hans tjenere.
44. Men da kommer der meldinger fra øst og nord, som gør ham bange, og i stor vrede drager han af sted for at ødelægge mange af disse lande.
45. Så gør han holdt og slår lejr mellem havene tæt ved tempelbjerget i Jerusalem. Men han går sin undergang i møde, og da er der ingen, som vil hjælpe ham.