Gamle Testamente

Nye Testamente

5. Mosebog 9:7-19 Bibelen på Hverdagsdansk (BPH)

7. Glem aldrig, hvordan folket gang på gang fremkaldte Herrens vrede i ørkenen, lige fra den dag, de forlod Egypten, og til nu. Hele vejen har de været stride imod ham.

8. Husk på, hvor vred de gjorde ham ved Horebs bjerg, så vred, at han faktisk havde besluttet at udrydde hele folket.

9-11. Det var dengang jeg opholdt mig på bjerget i 40 dage uden at spise eller drikke, mens jeg ventede på, at Herren skulle give mig stentavlerne med pagtens betingelser, som de allerede havde hørt ham erklære fra ilden på bjerget.

12. Han befalede mig imidlertid at skynde mig ned ad bjerget, fordi folket, jeg havde ført ud af Egypten, havde syndet ved at tage afstand fra ham og støbe et afgudsbillede i stedet.

13-14. ‘Lad mig få lov til at udrydde dette oprørske folk fra jordens overflade!’ sagde Herren til mig. ‘Derefter vil jeg begynde forfra med dig og gøre dig til et mægtigt folk, større og stærkere end dem.’

15. Jeg gik så ned fra det flammende bjerg. I hænderne havde jeg de to stentavler.

16. Da jeg ved bjergets fod fik øje på den tyrekalv, de havde fremstillet, blev jeg så rasende over, at de så hurtigt havde forladt Herrens vej,

17. at jeg løftede stentavlerne i vejret og kastede dem til jorden, så de splintredes for øjnene af folket.

18. Derefter lå jeg for Herrens ansigt endnu 40 dage uden at spise eller drikke. Jeg sørgede over deres utrolige ondskab, som endnu en gang havde fremkaldt hans vrede.

19. Jeg rystede af angst for, at Herren ville gøre alvor af sin trussel og udslette sit folk, men også denne gang hørte han min bøn.

Læs fyldestgørende kapitel 5. Mosebog 9