Gamle Testamente

Nye Testamente

5. Mosebog 4:29-42 Bibelen på Hverdagsdansk (BPH)

29. Da vil I begynde at søge Herren, jeres Gud, på ny, og I vil finde ham, hvis I søger ham af hele jeres hjerte og hele jeres sjæl.

30. Til den tid vil jeres nød og ulykke tvinge jer tilbage til Herren, så I atter adlyder ham.

31. Herren, jeres Gud, er nemlig en nådig Gud. Han slipper jer ikke og lader jer ikke gå til grunde. Han glemmer heller ikke de løfter, han har givet jeres forfædre.

32. Se tilbage gennem tiden, helt tilbage til begyndelsen, da Gud skabte menneskene på jorden. Spørg fra den ene ende af jordkloden til den anden:

33. Har man nogen sinde hørt noget lignende, at et helt folk har hørt Gud tale til dem fra ilden, sådan som Israels folk oplevede det og dog forblev i live?

34. Hvor findes et lignende eksempel på, at en gud ved hjælp af plager, undere, kamp og frygtelige straffe har frelst et folk fra dets tyranner? Sådan har Herren jeres Gud ikke desto mindre handlet med sit udvalgte folk, dengang de var slaver i Egypten, sådan som I alle ved.

35. Han gjorde det, for at folket skulle indse, at han er Herren, og at der ikke findes nogen anden Gud end ham.

36. Han talte med vældig røst fra Himlen for at retlede sit folk, og han lod almindelige mennesker se den guddommelige ild, og han talte til folket fra ilden.

37. På grund af kærlighed til sit eget folk, som han havde udvalgt, altså jeres forfædre og deres efterkommere, førte han dem med vældig magt ud af slavetilværelsen i Egypten.

38. Og han vil drive folk på flugt foran jer, folk, der er jer overlegne i styrke, og give jer deres lande i eje. Det er allerede begyndt at ske!

39. Kan I da være i tvivl om, at Herren er Gud både i Himlen og på jorden, og at der ikke findes nogen anden Gud end ham?

40. Derfor skal I ubetinget adlyde de love, jeg pålægger jer i dag. Gør I det, vil det gå jer og jeres børn godt, og I vil få lov at blive boende i det land, som Herren, jeres Gud, vil give jer.”

41. Moses udpegede nu tre byer øst for Jordanfloden,

42. som skulle være fristed for dem, der ved et uheld kom til at slå et andet menneske ihjel.

Læs fyldestgørende kapitel 5. Mosebog 4