Gamle Testamente

Nye Testamente

5. Mosebog 4:12-33 Bibelen på Hverdagsdansk (BPH)

12. Da talte Herren til folket fra ilden. De hørte hans stemme, men kunne ikke se ham.

13. Han bekendtgjorde sin pagt med os, den overenskomst vi skal overholde, de ti bud, og han skrev dem på de to stentavler.

14. Lige siden den dag har Herren gennem mig givet sit folk alle de love og regler, der vil gælde i det land, I nu skal ind og tage i besiddelse.

15. Men tag jer i agt, for selv om Herren talte til folket fra ilden på Horebs bjerg, fik de ham aldrig at se.

16-18. Derfor må I ikke synde ved at fremstille billeder af nogen art og tilbede dem. I må ikke lave afgudsbilleder, hvad enten de forestiller mænd, kvinder, husdyr, vilde dyr, krybdyr, fugle eller fisk.

19. Løft heller ikke blikket mod himlen for at tilbede solen, månen og stjernerne, selv om andre folk dyrker den slags. Det vil Gud ikke tillade jer at gøre,

20. for han hentede sit folk ud af Egyptens smelteovn, for at de skulle være hans ejendomsfolk, og det er, hvad I er i dag.

21-22. Herren blev vred på mig på grund af folket, og han svor, at jeg ikke skulle få lov til at gå over Jordanfloden ind i det gode land, han har givet jer som arvelod. Derfor må jeg dø her på denne side af floden.

23. Tag jer i agt, at I ikke bryder den pagt, som Herren, jeres Gud, har sluttet med jer! I må ikke lave afgudsbilleder; for det har Herren forbudt,

24. og jeres Gud er en fortærende ild. Han tåler ingen rivaler!

25. Det her skal stå ved magt i al fremtid, også længe efter, at I er kommet ind i landet og har fået børn og børnebørn. I må ikke synde ved at lave afgudsbilleder af nogen art, eller gøre noget, som i Herrens øjne er ondt og fremkalder hans vrede.

26. I dag kalder jeg himlen og jorden til vidne på, at hvis I trodser det her bud, vil I blive rykket op fra det land, I nu skal ind og tage i besiddelse.

27. Herren vil da sprede jer mellem folkeslagene, og kun en rest vil overleve dér.

28. I jeres landflygtighed vil I blive tvunget til at dyrke afguder af træ og sten, som hverken kan se eller høre eller sanse noget som helst.

29. Da vil I begynde at søge Herren, jeres Gud, på ny, og I vil finde ham, hvis I søger ham af hele jeres hjerte og hele jeres sjæl.

30. Til den tid vil jeres nød og ulykke tvinge jer tilbage til Herren, så I atter adlyder ham.

31. Herren, jeres Gud, er nemlig en nådig Gud. Han slipper jer ikke og lader jer ikke gå til grunde. Han glemmer heller ikke de løfter, han har givet jeres forfædre.

32. Se tilbage gennem tiden, helt tilbage til begyndelsen, da Gud skabte menneskene på jorden. Spørg fra den ene ende af jordkloden til den anden:

33. Har man nogen sinde hørt noget lignende, at et helt folk har hørt Gud tale til dem fra ilden, sådan som Israels folk oplevede det og dog forblev i live?

Læs fyldestgørende kapitel 5. Mosebog 4