9. Men Israel beholdt han selv.Det folk blev hans ejendom.
10. Han fandt dem i ødemarken tomunder ørkenhimlens brændende hvælv.Han vogted’ dem fra det høje,som man værner sit sårbare øje.
11. Som en ørn, der skubber ungen ud af redenog spreder vingerne ud forneden,han løfted’ sit folk på sit vingefangog bar dem fremad dagen lang.
12. Herren ville selv dem føre,ingen fremmed gud fik lov dem at røre.
13. De bosatte sig i landet med bakker og slugterog blev næret af markens og træernes frugter.Fra klippens spalter fik de honning på bord,de fik olivenolie trods den stenede jord.
14. Mælk fra geder og køer kunne tørsten slukke,kød fra Bashans tyre, væddere og bukke.De høstede en hvede så fin,og dertil den blodrøde druevin.
15. Israel blev forkælet og fed,opblæst og egenrådig derved.De forkastede deres Skaber og Gud,foragtede deres Frelsers bud.
16. At de vakte Guds vrede rørte dem ikke,de forlod ham til fordel for nye skikke.
17. De ofred’ til dæmoner, som kun er tomhed,frugten af menneskers frygtsomhed.Til væmmelige afguder de sig vendte,nye guder, som fædrene ikke kendte.
18. De glemte den Gud, som livet dem gav,skubbede ham ud i glemslens hav.
19. Derfor må han støde sine egne børn bort—tænk at han skulle lide en så frygtelig tort!
20. Herren siger:“Jeg vender dem ryggen og ser, hvad der sker.De børn kan jeg ikke regne med mer.De lovede mig troskab og lydighed,men var falske og utro til stadighed.
21. De har provokeret mig med tomheds guder,de har opført sig som en anden luder.Så provokerer jeg dem ved at elske en anden,jeg vil gøre dem jaloux på et ‘uvidende’ folk.