16. “Du skal snart dø og begraves som dine forfædre,” sagde Herren til Moses. “Når du er borte, og folket er gået ind i landet, varer det ikke længe, før de glemmer min pagt og begynder at dyrke de fremmede guder, man tilbeder i det land.
17. Da blusser min vrede op imod dem, og jeg forlader dem og skjuler mig for dem, så de går til grunde. De vil sygne hen og rammes af mange ulykker og trængsler, så de tvinges til at indse, at Gud ikke længere er med dem,
18. ja, jeg vender ryggen til dem på grund af deres ondskab og afgudsdyrkelse.
19. Skriv nu ordene til den sang, jeg vil give dig, og lær Israels folk at synge den. Den skal være et vidnesbyrd om, at jeg har advaret dem.
20. Jeg vil føre dem ind i det land, jeg lovede deres forfædre, et land der ‘flyder med mælk og honning’. De vil opleve fremgang og velstand, men derefter vil de bryde min pagt ved at dyrke fremmede guder.
21. Når de så rammes af alskens ulykker, skal denne sang, som skal gå i arv fra slægt til slægt, minde dem om grunden til deres problemer. Jeg kender deres tilbøjeligheder og tanker, endnu inden jeg fører dem ind i det land, jeg har lovet dem.”
22. Moses skrev ordene ned med det samme, og han lærte israelitterne sangen allerede samme dag.
23. Derefter talte Herren direkte til Josva og sagde: “Vær modig og uden frygt. Det bliver din opgave at føre Israels folk ind i det land, jeg har lovet dem. Husk, at jeg vil gå med dig og hjælpe dig.”
24. Da Moses havde nedskrevet alle de love, som findes i denne bog,