Gamle Testamente

Nye Testamente

5. Mosebog 31:14-27 Bibelen på Hverdagsdansk (BPH)

14. Herren sagde nu til Moses: “Det er snart tiden, hvor du skal dø. Tag Josva med dig og gå hen til åbenbaringsteltet, så jeg kan indsætte ham som din efterfølger.”Så gik Moses og Josva hen til åbenbaringsteltet,

15. og Herren åbenbarede sig inde i teltet som en skysøjle, der stillede sig foran indgangen.

16. “Du skal snart dø og begraves som dine forfædre,” sagde Herren til Moses. “Når du er borte, og folket er gået ind i landet, varer det ikke længe, før de glemmer min pagt og begynder at dyrke de fremmede guder, man tilbeder i det land.

17. Da blusser min vrede op imod dem, og jeg forlader dem og skjuler mig for dem, så de går til grunde. De vil sygne hen og rammes af mange ulykker og trængsler, så de tvinges til at indse, at Gud ikke længere er med dem,

18. ja, jeg vender ryggen til dem på grund af deres ondskab og afgudsdyrkelse.

19. Skriv nu ordene til den sang, jeg vil give dig, og lær Israels folk at synge den. Den skal være et vidnesbyrd om, at jeg har advaret dem.

20. Jeg vil føre dem ind i det land, jeg lovede deres forfædre, et land der ‘flyder med mælk og honning’. De vil opleve fremgang og velstand, men derefter vil de bryde min pagt ved at dyrke fremmede guder.

21. Når de så rammes af alskens ulykker, skal denne sang, som skal gå i arv fra slægt til slægt, minde dem om grunden til deres problemer. Jeg kender deres tilbøjeligheder og tanker, endnu inden jeg fører dem ind i det land, jeg har lovet dem.”

22. Moses skrev ordene ned med det samme, og han lærte israelitterne sangen allerede samme dag.

23. Derefter talte Herren direkte til Josva og sagde: “Vær modig og uden frygt. Det bliver din opgave at føre Israels folk ind i det land, jeg har lovet dem. Husk, at jeg vil gå med dig og hjælpe dig.”

24. Da Moses havde nedskrevet alle de love, som findes i denne bog,

25. gav han de præster, der havde ansvaret for pagtens ark, ordre til

26. at lægge lovbogen ved siden af arken som et vidnesbyrd over for Israels folk.

27. “Jeg ved godt, hvor oprørske og stædige Israels folk er,” sagde han til dem. “Det var slemt nok, mens jeg var deres leder. Hvor meget værre bliver det så ikke, når jeg er død og borte?

Læs fyldestgørende kapitel 5. Mosebog 31