Gamle Testamente

Nye Testamente

5. Mosebog 29:11-25 Bibelen på Hverdagsdansk (BPH)

11. I står her for under ed at skulle tilslutte jer den pagt, som Herren i dag vil indgå med jer.

12. Gør I det, skal I være hans folk, og han vil være jeres Gud, sådan som han også lovede jeres forfædre Abraham, Isak og Jakob.

13-14. Denne pagt gælder ikke kun jer, som står her i dag, men også de kommende generationer i Israel.

15. I husker, hvordan det var at bo i Egypten, og I husker, hvordan vi passerede gennem andre folkeslags territorier,

16. og med jeres egne øjne så I deres afskyelige afgudsbilleder af træ, sten, sølv og guld.

17. Der må ikke være nogen iblandt jer, mand eller kvinde, slægt eller stamme, der vender sig fra Herren for at dyrke den slags fremmede guder. Der må ikke være nogen bitter rod, som vokser op og spreder gift omkring sig.

18. Skulle der findes nogen, som har hørt denne pagts ord og alligevel tror, at der ikke sker dem noget, hvis de gør oprør imod deres Gud, så vil Guds straf ramme både dem og andre omkring dem.

19-20. Herren vil ikke tilgive sådanne mennesker, men straffe dem hårdt, for han vil ikke dele jeres hengivenhed med andre guder. Hans vrede vil blusse op imod dem, og han vil ramme dem med alle de forbandelser, som er nævnt i denne bog, indtil de er udryddet og deres slægtsnavn glemt.

21. Hvis I bryder pagten med Herren, vil jeres efterkommere og de fremmede, der kommer langvejsfra, se følgerne af den katastrofe og de sygdomme, som Herren vil ramme landet med.

22. De vil se øde, svovlholdige saltsletter, en gold og uopdyrket brandtomt uden vegetation overhovedet, når Herren i sin voldsomme vrede har gjort landet så øde som Sodoma, Gomorra, Adma og Sebojim.

23. ‘Hvad skyldes Herrens voldsomme vrede imod det land?’ vil man spørge.

24. Svaret lyder: ‘Landets indbyggere brød deres pagt med Herren, deres fædres Gud, efter at han havde ført dem ud af Egypten.

25. De dyrkede fremmede guder, som de aldrig før havde kendt, og som Herren havde forbudt dem at dyrke.

Læs fyldestgørende kapitel 5. Mosebog 29