Gamle Testamente

Nye Testamente

5. Mosebog 28:39-51 Bibelen på Hverdagsdansk (BPH)

39. I vil plante vingårde og passe vinrankerne, men druerne vil blive ædt af orm, så der intet bliver at lave vin af.

40. I vil plante olivenlunde, men frugterne falder af før tiden, så der intet bliver at lave olie af.

41. I vil få sønner og døtre, men de vil blive bortført som slaver.

42. Insekter vil hærge landet, så jeres træer og afgrøder går til grunde.

43. De fremmede iblandt jer vil sidde højt på strå, mens I selv synker ned i skidtet.

44. De vil låne ud til jer, uden at I kan give noget tilbage. De vil blive hoved, og I vil blive hale.

45-46. Alle de her plager vil ramme jer og forfølge jer, indtil I er udryddet. Det skal være en stadig advarsel for jer og jeres efterkommere, hvis I ikke vil adlyde Herren, jeres Gud, og gøre, som han har befalet.

47. Det sker, hvis et liv i overflod får jer til at holde op med at tjene Herren, jeres Gud, med glæde og lovsang i hjertet.

48. Herren vil da udlevere jer til jeres fjender, så I kommer til at tjene dem som slaver. I vil miste alt og bære åg på nakken. I vil opleve mangel på mad og drikke og tøj, ja, alle de daglige fornødenheder.

49-50. Herren vil kalde på et folk i det fjerne, et brutalt og hensynsløst folk, hvis sprog I ikke forstår. De vil angribe jer som ørnen, der slår ned på sit bytte,

51. og ødelægge jeres ungkvæg og afgrøder, så der hverken er korn, vin, olivenolie, kalve, gedekid eller lam tilbage.

Læs fyldestgørende kapitel 5. Mosebog 28