Gamle Testamente

Nye Testamente

5. Mosebog 12:8-10-20-22 Bibelen på Hverdagsdansk (BPH)

8-10. Til den tid, når I er kommet over Jordanfloden og har slået jer ned og har fået ro for fjenderne i landet, må I ikke længere bare gøre, hvad I finder for godt.

11. Til den tid skal I bringe jeres ofre til helligdommen, som Herren vil udvælge til sin bolig,

12. og I skal holde højtid dér for Herrens ansigt sammen med jeres børn og slaver. I skal indbyde levitterne til at tage del i festmåltidet sammen med jer, for de har ikke fået nogen jord tildelt som de andre stammer.

13. I må altså ikke ofre brændofre hvor som helst,

14. men kun på det sted, som Herren vil udvælge sig i et af stammeområderne.

15. Hvad de øvrige husdyr angår, altså dem I bruger til føde, kan I slagte dem, hvor som helst I bor, ligesom I nu gør med de vilde dyr. I kan spise lige så meget, I vil, og både urene og rene personer må spise med,

16. bare I sørger for at lade blodet løbe fra ved slagtningen, for det må I ikke spise.

17. Men hjemme hos jer selv må I ikke spise af offergaverne, heller ikke tiende af jeres korn, vin og oliven, jeres førstefødte dyr, jeres løfteofre, frivilligofre eller andre gaver til Herren.

18. Alle offergaverne skal I spise for Herren, jeres Guds, ansigt på det sted, han vil udvælge, og I skal spise dem sammen med jeres børn, jeres slaver og levitterne, der bor iblandt jer. Det er kun ved helligdommen, at I må holde festmåltid for Herren, jeres Gud, og glæde jer over, hvad han har gjort for jer.

19. Glem ikke at invitere de levitter med, der bor iblandt jer.

20-22. Når Herren har udvidet jeres landområde, sådan som han har lovet at gøre, kommer nogle af jer til at bo langt fra helligdommen. Derfor behøver I ikke at tage jeres dyr derhen, for at de kan blive slagtet der, før I spiser dem. Det er kun de dyr, der skal ofres til Herren, som nødvendigvis skal slagtes i helligdommen.

Læs fyldestgørende kapitel 5. Mosebog 12