Gamle Testamente

Nye Testamente

5. Mosebog 1:9-24 Bibelen på Hverdagsdansk (BPH)

9. Dengang sagde jeg til Israels folk: ‘Jeg kan ikke bære så stort et ansvar alene.

10. Herren har gjort jer til et stort folk, så talrige som stjernerne på himlen.

11. Må Herren, jeres fædres Gud, gøre jer 1000 gange så talrige, som I er nu, og velsigne jer, sådan som han har lovet.

12. Men det er en uoverkommelig opgave for mig at være alene om at afgøre jeres retssager og stridsspørgsmål.

13. Derfor skal hver enkelt stamme udvælge nogle vise, erfarne og forstandige mænd, som jeg kan indsætte som jeres ledere.’

14. Det forslag accepterede de,

15. hvorefter jeg indsatte de mænd, der blev valgt, som dommere og administrative ledere, nogle med ansvar for 1000, andre med ansvar for 100, for 50 eller for 10.

16. Jeg indprentede dem, at alle skulle være lige for loven, også de fremmede, og at de skulle lade begge parter komme til orde og derefter dømme retfærdigt.

17. ‘Når I afsiger dom,’ forklarede jeg dem, ‘skal alle behandles ens, hvad enten de er rige eller fattige. Sørg for at yde alle samme retfærdighed. I må ikke frygte for nogen, for I dømmer på Guds vegne, og hvis en sag er for vanskelig til, at I kan træffe en afgørelse, skal I komme til mig med den, så jeg kan overtage den.’

18. Ved den lejlighed gav jeg også folket instrukser vedrørende mange andre ting.

19. På Herrens befaling forlod vi så Horeb og rejste gennem den store og forfærdelige ørken, som I selv har oplevet eller hørt om, indtil vi nåede til Kadesh-Barnea på grænsen til amoritternes land.

20. Da sagde jeg til folket: ‘Nu er vi kommet til det land, som Herren, vores Gud, vil give os,

21. og han vil hjælpe os med at erobre det. Vær derfor ikke bange, men vær ved godt mod og gør, som han har befalet jer at gøre.’

22. De svarede: ‘Lad os først sende nogle spioner ind i landet, så vi kan se, hvilken rute der er den bedste, og hvilke byer vi først skal indtage.’

23. Jeg gik ind på forslaget og udvalgte 12 spioner, en fra hver stamme.

24. De drog ind i bjerglandet og nåede til Eshkoldalen, som de undersøgte grundigt.

Læs fyldestgørende kapitel 5. Mosebog 1