36. undtagen Kaleb, der som belønning for sin tro og lydighed fik lovning på den jord, han som en af de 12 spioner havde betrådt.
37. Selv mig blev Herren vred på, og det var folkets skyld. Herren sagde til mig: ‘Heller ikke du får lov at komme ind i landet,
38. men din medhjælper Josva skal i dit sted føre folket ind. Derfor skal du styrke og opmuntre ham til at overtage din plads.
39. Jeg vil senere give landet til de børn, som man påstod ville blive taget til fange og gjort til slaver,
40. men I skal nu vende om og gå tilbage gennem ørkenen mod Det Røde Hav.’
41. Så kom de straks på andre tanker: ‘Vi har syndet imod Herren!’ sagde de. ‘Men nu vil vi gerne gå ind i landet og kæmpe, sådan som Herren, vores Gud, har sagt.’ Derpå greb de til våben i den tro, at de med lethed kunne erobre hele området.
42. Men Herren sagde til mig: ‘Sig til dem, at de skal lade være, for jeg har ikke i sinde at hjælpe dem, og de vil blive hugget ned af deres fjender.’
43. Jeg fortalte dem, hvad Herren havde sagt, men de ville stadig ikke høre efter. De trodsede Herrens ord og rykkede ind i bjerglandet.
44. Amoritterne gik til modangreb og jagtede dem som bier, så der lå faldne hele vejen fra Seir til Horma.
45. De, der vendte hjem, græd for Herrens ansigt, men nu var det Herren, der ikke ville lytte til dem.
46. Derfor var de tvunget til at blive i Kadesh i længere tid.