30. ‘Det er Herren, jeres Gud, som er jeres leder,’ sagde jeg. ‘Han vil gå foran jer og gøre store undere for øjnene af jer, nøjagtig som han gjorde i Egypten.
31. Har I allerede glemt, hvordan han bar jer på sine arme hele vejen gennem ørkenen som en far, der bærer sin søn?’
32. Men folket ville stadig ikke adlyde. De nægtede at tro på Herren, deres Gud,
33. som førte dem fra sted til sted ved hjælp af en sky om dagen og en ildsky om natten og viste dem de bedste steder at slå lejr i ørkenen.
34. Da blev Herren vred over deres beklagelser. Han svor,
35. at ikke en eneste af hele den ulydige og vantro generation skulle få lov at opleve det gode land, han havde lovet deres forfædre,
36. undtagen Kaleb, der som belønning for sin tro og lydighed fik lovning på den jord, han som en af de 12 spioner havde betrådt.
37. Selv mig blev Herren vred på, og det var folkets skyld. Herren sagde til mig: ‘Heller ikke du får lov at komme ind i landet,
38. men din medhjælper Josva skal i dit sted føre folket ind. Derfor skal du styrke og opmuntre ham til at overtage din plads.
39. Jeg vil senere give landet til de børn, som man påstod ville blive taget til fange og gjort til slaver,
40. men I skal nu vende om og gå tilbage gennem ørkenen mod Det Røde Hav.’
41. Så kom de straks på andre tanker: ‘Vi har syndet imod Herren!’ sagde de. ‘Men nu vil vi gerne gå ind i landet og kæmpe, sådan som Herren, vores Gud, har sagt.’ Derpå greb de til våben i den tro, at de med lethed kunne erobre hele området.