Gamle Testamente

Nye Testamente

5. Mosebog 1:21-38 Bibelen på Hverdagsdansk (BPH)

21. og han vil hjælpe os med at erobre det. Vær derfor ikke bange, men vær ved godt mod og gør, som han har befalet jer at gøre.’

22. De svarede: ‘Lad os først sende nogle spioner ind i landet, så vi kan se, hvilken rute der er den bedste, og hvilke byer vi først skal indtage.’

23. Jeg gik ind på forslaget og udvalgte 12 spioner, en fra hver stamme.

24. De drog ind i bjerglandet og nåede til Eshkoldalen, som de undersøgte grundigt.

25. Derfra vendte de tilbage med noget af landets frugt. De var enige om, at det var et godt og frugtbart land, som Herren, vores Gud, ville give os.

26. Men folket turde alligevel ikke gå ind i landet og satte sig dermed op imod Herrens befaling.

27. I stedet begyndte de at beklage sig i deres telte. ‘Herren hader os,’ klagede de. ‘Han har ført os den lange vej fra Egypten, men kun for at udlevere os til amoritterne, så de kan slå os ihjel.

28. Hvad er det dog, vi har indladt os på?’ Spionerne tog modet fra folket ved at berette om landets indfødte, der var langt højere og stærkere end os, og om deres befæstede byer, hvis mure nåede til himlen! De fortalte tilmed, at de havde set anakitiske kæmper i landet.

29. Men jeg opfordrede dem til ikke at være bange.

30. ‘Det er Herren, jeres Gud, som er jeres leder,’ sagde jeg. ‘Han vil gå foran jer og gøre store undere for øjnene af jer, nøjagtig som han gjorde i Egypten.

31. Har I allerede glemt, hvordan han bar jer på sine arme hele vejen gennem ørkenen som en far, der bærer sin søn?’

32. Men folket ville stadig ikke adlyde. De nægtede at tro på Herren, deres Gud,

33. som førte dem fra sted til sted ved hjælp af en sky om dagen og en ildsky om natten og viste dem de bedste steder at slå lejr i ørkenen.

34. Da blev Herren vred over deres beklagelser. Han svor,

35. at ikke en eneste af hele den ulydige og vantro generation skulle få lov at opleve det gode land, han havde lovet deres forfædre,

36. undtagen Kaleb, der som belønning for sin tro og lydighed fik lovning på den jord, han som en af de 12 spioner havde betrådt.

37. Selv mig blev Herren vred på, og det var folkets skyld. Herren sagde til mig: ‘Heller ikke du får lov at komme ind i landet,

38. men din medhjælper Josva skal i dit sted føre folket ind. Derfor skal du styrke og opmuntre ham til at overtage din plads.

Læs fyldestgørende kapitel 5. Mosebog 1