16. Jeg indprentede dem, at alle skulle være lige for loven, også de fremmede, og at de skulle lade begge parter komme til orde og derefter dømme retfærdigt.
17. ‘Når I afsiger dom,’ forklarede jeg dem, ‘skal alle behandles ens, hvad enten de er rige eller fattige. Sørg for at yde alle samme retfærdighed. I må ikke frygte for nogen, for I dømmer på Guds vegne, og hvis en sag er for vanskelig til, at I kan træffe en afgørelse, skal I komme til mig med den, så jeg kan overtage den.’
18. Ved den lejlighed gav jeg også folket instrukser vedrørende mange andre ting.
19. På Herrens befaling forlod vi så Horeb og rejste gennem den store og forfærdelige ørken, som I selv har oplevet eller hørt om, indtil vi nåede til Kadesh-Barnea på grænsen til amoritternes land.
20. Da sagde jeg til folket: ‘Nu er vi kommet til det land, som Herren, vores Gud, vil give os,
21. og han vil hjælpe os med at erobre det. Vær derfor ikke bange, men vær ved godt mod og gør, som han har befalet jer at gøre.’
22. De svarede: ‘Lad os først sende nogle spioner ind i landet, så vi kan se, hvilken rute der er den bedste, og hvilke byer vi først skal indtage.’
23. Jeg gik ind på forslaget og udvalgte 12 spioner, en fra hver stamme.
24. De drog ind i bjerglandet og nåede til Eshkoldalen, som de undersøgte grundigt.
25. Derfra vendte de tilbage med noget af landets frugt. De var enige om, at det var et godt og frugtbart land, som Herren, vores Gud, ville give os.
26. Men folket turde alligevel ikke gå ind i landet og satte sig dermed op imod Herrens befaling.
27. I stedet begyndte de at beklage sig i deres telte. ‘Herren hader os,’ klagede de. ‘Han har ført os den lange vej fra Egypten, men kun for at udlevere os til amoritterne, så de kan slå os ihjel.
28. Hvad er det dog, vi har indladt os på?’ Spionerne tog modet fra folket ved at berette om landets indfødte, der var langt højere og stærkere end os, og om deres befæstede byer, hvis mure nåede til himlen! De fortalte tilmed, at de havde set anakitiske kæmper i landet.