19. Den myrdedes nærmeste slægtning har ansvaret for at hævne mordet, og han skal slå morderen ihjel.
20-21. Det samme gælder, hvis en person af had til en anden forsætligt skubber til ham, kaster noget imod ham eller slår ham, så han dør.
22-23. Men hvis der er tale om et uheld, hvor en person uforvarende kommer til at skubbe til en anden eller ramme ham med en sten eller noget andet, så han dør,
24. skal domstolen afgøre, hvorvidt der er tale om uagtsomt manddrab eller mord, og om den skyldige skal udleveres til blodhævneren eller ej.
25. Hvis domstolen så har afsagt kendelse om uagtsomt manddrab, skal drabsmanden beskyttes mod blodhævneren og bringes tilbage til den tilflugtsby, han var flygtet til. Der skal han blive boende, indtil den fungerende ypperstepræst er død.
26. Hvis drabsmanden forlader tilflugtsbyen,
27. har blodhævneren ret til at slå ham ihjel uden at gøre sig skyldig i mord,
28. for manden burde være blevet i tilflugtsbyen indtil ypperstepræstens død. Først efter ypperstepræstens død kan han vende tilbage til sit hjem.
29. Denne lov skal gælde fra slægt til slægt i det land, hvor I kommer til at bo.