Gamle Testamente

Nye Testamente

4. Mosebog 3:39-51 Bibelen på Hverdagsdansk (BPH)

39. Optællingen af levitterne, som Moses og Aron på Herrens befaling udførte, resulterede i en liste med 22.000 mandspersoner over en måned gamle.

40. Da sagde Herren til Moses: “Optæl nu hvor mange førstefødte sønner blandt hele Israels folk, der er over en måned gamle.

41. Alle Israels førstefødte sønner og det førstefødte blandt jeres husdyr tilhører jo mig, men i stedet for kan I give mig levitterne, og alle levitternes husdyr skal tilhøre mig som erstatning for de førstefødte blandt resten af folkets husdyr.”

42-43. Så gjorde Moses, som Herren havde befalet. Han optalte alle folkets førstefødte sønner, der var over en måned gamle, og det samlede antal viste sig at være 22.273.

44. Derefter sagde Herren til Moses:

45. “Giv mig levitterne i stedet for disse førstefødte sønner, og levitternes dyr i stedet for folkets førstefødte dyr, for jeg er Herren.

46-48. Da antallet af de førstefødte sønner overstiger levitternes antal med 273, skal du løskøbe de 273 overskydende sønner ved at betale fem shekel sølv for hver af dem. Sølvstykkerne skal gives til Aron og hans sønner, og de skal vejes efter den standardvægt, der bruges i helligdommen.”

49. Så indsamlede Moses løsesummen for de overskydende 273 førstefødte sønner. De øvrige 22.000 førstefødte sønner var allerede købt fri ved, at alle de levitiske mænd blev indviet til Herren i deres sted.

50. Den samlede løsesum blev således 1365 shekel sølv.

51. Og Moses gav pengene til Aron og hans sønner, sådan som Herren havde befalet ham.

Læs fyldestgørende kapitel 4. Mosebog 3