15. som strækker sig langs grænsen til Moab helt til byen Ar.
16. Derfra rejste israelitterne til Beʼer. Det var ved dette vandsted, at Herren sagde til Moses: “Kald folket sammen, så vil jeg give dem vand.”
17-18. Episoden står beskrevet i følgende sang:“Du ældgamle brønd, hvor kilden fremsprang,vi viser vor glæde ved at synge en sang.Denne brønd lod stormænd grave,fyrster med scepter og herskerstave.”Så forlod de ørkenen og fortsatte gennem Mattana,
19. Nahaliel og Bamot
20. og videre gennem dalen i Moabs højland, hvorfra man kan se ørkenen og Pisgas bjergtinder længere borte.
21. Da sendte Israel følgende budskab til amoritterkongen Sihon:
22. “Giv os tilladelse til at rejse igennem dit land. Vi lover, at vi ikke vil nedtrampe jeres marker og vingårde eller drikke jeres vand, men holde os på Kongevejen, så længe vi er i jeres land.”
23. Men kong Sihon gav dem ikke lov. I stedet samlede han sin hær og rykkede ud mod israelitterne i ørkenen. Ved Jahatz mødtes de to hære,
24. og Israel huggede amoritterne ned. Derefter besatte de området fra Arnonfloden i syd til Jabbokfloden mod nord og ud til ammonitternes område mod øst, men ikke længere, for ammonitternes grænse var stærkt befæstet.
25-26. Israelitterne indtog således amoritternes byer, og de slog sig ned i disse byer, også i Heshbon, kong Sihons residensby, og i området op til Arnonfloden, der tidligere havde tilhørt moabitterne, men som kong Sihon havde erobret.