1. Da kongen af Arad i Negev hørte, at israelitterne kom op ad vejen mod Atarim, samlede han sin hær og angreb dem, og det lykkedes ham at tage en del af dem til fange.
2. Da lovede Israels folk højt og helligt Herren, at hvis han ville hjælpe dem med at besejre kongen af Arad og hans hær, ville de totalt udslette alle de kanaʼanæiske byer i området uden at tage noget bytte til sig selv.
3. Herren hørte deres bøn og gav dem sejr over kanaʼanæerne, så alle byerne og deres indbyggere blev udslettet. Stedet er siden kendt under navnet Horma.
4. Derfra vendte israelitterne tilbage til Hors bjerg, hvorefter de fortsatte ad vejen mod Det Røde Hav i en bue uden om Edom. Men undervejs blev de utålmodige,
5. og de begyndte atter at kritisere både Gud og Moses. “Hvorfor førte du os ud af Egypten?” klagede de. “Var det for at lade os dø her i ørkenen? Her er jo hverken vand eller mad—og vi er trætte af den evindelige manna.”
6. Da sendte Herren giftslanger imod dem, og mange blev bidt og døde.
7. Nu kom folket til Moses og sagde: “Vi har syndet ved at gøre oprør mod dig og Herren. Bed Herren om at fjerne slangerne fra os.” Da gik Moses i forbøn for folket,
8. og Herren sagde Moses: “Lav en slange af kobber og hæng den op på en stang—så skal alle, som ser hen på den, leve, selvom de er blevet bidt af giftslangerne.”
9. Så lavede Moses en kobberslange og satte den op på en stang. Og alle, som så hen på den, når de var blevet bidt af en slange, reddede livet.
10. Derefter rejste Israels folk videre og slog lejr ved Obot.
11. Fra Obot tog de til Ijje-ha-Abarim i ørkenen umiddelbart øst for Moab,
12. og videre til Zereddalen, hvor de igen slog lejr.
13. Fra Zereddalen rejste de videre mod nord til det øde område på den anden side af Arnonfloden ved grænsen til amoritternes land. Arnonfloden danner grænse mellem moabitterne og amoritterne.
14. ‘Bogen om Herrens krige’ nævner byen Vaheb med dens bække i Sufaområdet i Arnonflodens kløft,
15. som strækker sig langs grænsen til Moab helt til byen Ar.