16. Men i vores nød råbte vi til Herren, og han sendte sin engel for at befri os fra slaveriet i Egypten. For øjeblikket befinder vi os ved Kadesh ved grænsen til jeres land,
17. og vi beder om tilladelse til at rejse gennem landet. Vi skal nok gå uden om jeres marker og vingårde—ikke engang jeres brønde vil vi tage vand af. Vi lover at holde os til Kongevejen og ikke gå til nogen af siderne, så længe vi er i jeres land.”
18. Men Edoms konge svarede: “Hold jer væk fra mit land, ellers sender jeg hæren imod jer.”
19. “Jamen, vi lover at holde os til landevejen,” protesterede de israelitiske sendebud. “Vi lover også, at hvis nogen af os eller vores kvæg kommer til at drikke af jeres vand, betaler vi for det. Vi ønsker ikke at være til ulejlighed, men vil bare gerne have lov til at rejse igennem jeres land.”
20. Men Edoms konge var ubøjelig. “I får ikke lov at rejse igennem mit land,” gentog han og gav befaling om at mobilisere hæren til at holde vagt ved grænsen.
21-22. Det blev afslutningen på den diskussion: Edomitternes konge holdt stædigt fast ved sit afslag, og derfor måtte Israels folk opgive at tage den vej.
23. Ved Hors bjerg nær ved grænsen til Edom sagde Herren til Moses og Aron:
24. “Tiden er kommet, hvor Aron skal dø. Han får ikke lov at komme ind i det land, jeg har lovet Israels folk, for I var begge ulydige imod mig ved Meribas vand.
25. Moses skal føre Aron og hans søn Eleazar op på Hors bjerg,
26. og dér skal han tage Arons præstedragt af ham og give hans søn Eleazar den på, hvorefter Aron skal dø.”
27. Moses adlød Herren, og mens folket fulgte dem med øjnene, gik de tre mænd op på Hors bjerg.
28. Da de nåede toppen, tog Moses præstedragten af Aron og gav Eleazar den på, hvorefter Aron døde oppe på bjerget. Moses og Eleazar gik så ned igen,
29. og da folket hørte, at Aron var død, sørgede de over ham i 30 dage.